Herrens tjener
Uddrag af Steen Lindholms erindringer, udgivet på Forlaget Bostrup ©

Organist i Domkirken
En dag i 1965 kaldte Wöldike mig til side og spurgte, om jeg havde lyst til at overtage stillingen som 2. organist i Domkirken. Den tidligere domorganistassistent, Niels Henrik Nielsen, havde netop fået embede ved Christianskirken på Christianshavn, så stillingen ved Vor Frue var ledig. Det var noget af en tillidserklæring, og jeg følte mig ganske beæret. Jeg spurgte lidt overflødigt, om Løven nu også mente, at jeg kunne klare det, for selvfølgelig mente han det, - ellers havde det også været temmelig tåbeligt at spørge mig, og Wöldike var ikke den mand, som begik tåbeligheder. Der var dog endnu et lille problem, som bestod i, at jeg på dette tidspunkt manglede godt og vel et halvt år i at have min diplomeksamen som organist, men dertil var svaret, at den sag havde Løven klaret på højere sted. Det ville være en mild overdrivelse at påstå, at min underviser på konservatoriet i liturgi, Ulrich Teuber, som samtidig var sekretær i organisternes fagforening DOKS, var fornøjet, da han erfarede om domorganistens planer om at ansætte mig halvstuderede røver, men han kunne lige så lidt nu som før eller senere stille noget op over for Wöldikes embedsmæssige dispositioner. Den følgende sommer fik jeg imidlertid helt planmæssigt orden i papirerne, og Teuber bar ikke nag.

De følgende fire år blev en pragtfuld organistlæretid i Vor Frue kirke. Wöldike er hævet over enhver sammenligning den bedste gudstjenesteorganist, jeg har mødt. Som Thomas Laubs discipel forestiller man sig måske, at Løven var tilhænger af et objektivt salmespil med blege registreringer, men sådan var det slet ikke, - tværtimod. Som organist havde han studeret hos den store tyske senromantiker Karl Straube, og denne omstændighed fornægtede sig ikke. Løven var i sit klangvalg romantiker, som Laub vistnok også havde været det. Med rørstemmer og flot farvning af klangen førte domorganisten salmesangen med stor autoritet. Hans tempi var lidt til den rolige side, men vokalfornemmelsen svigtede aldrig: det var endog meget behageligt at synge sammen med ham, og som ved morgensangen på Sangskolen følte man sig løftet.

Som 2. organist i Vor Frue havde jeg rigeligt at bestille. Hver søndag var der tre gudstjenester, og Løven spillede i reglen kun til højmessen. Når han var ude at rejse eller optaget af andre gøremål, fik jeg også overdraget den. Dertil kom de kirkelige handlinger samt de specielle tjenester, som hørte domkirken til: landemodegudstjenester, præstevielser o.s.v. Hver fredag klokken 11 var der en altergangsgudstjeneste med overvejende kvindelig menighed, hvorfor disse tjenester internt gik under betegnelsen 200 meter altergang for damer. Drengekorets fredagskoncerter, vespergudstjenester og completorier krævede også organistmedvirken. Sidst, men ikke mindst, havde vi på alle hverdage klokken 8.30 en morgenandagt, som varede et kvarter og transmitteredes direkte af Danmarks Radio. Jeg tror, at mit pligtige årlige tjenesteantal var 200, fordelt på 100 morgenandagter og 100 andre tjenester, men derudover havde Løven en særbevilling til honorering af yderligere 2 morgenandagter om ugen. Det var således ingenlunde unormalt, at jeg spillede til 4 ud af ugens 6 morgenandagter.

Morgenandagterne
At spille for det halve af Danmarks befolkning klokken 8.30 om morgenen er ikke noget, man bare gør. Og frygten for at komme for sent eller glemme en morgenandagt sad i mig alle årene i Domkirken. Jeg sov aldrig helt roligt, når jeg havde tjeneste, og stillede altid to vækkeure for det tilfældes skyld, at det ene skulle gå i stå. Ydermere beregnede jeg god tid til transporten til kirken. Fra 1967 boede jeg eksempelvis i Stenløse og tog altid så betids hjemmefra, at jeg kunne nå at tage en taxa, dersom toget brød sammen. En vinterdag var det alligevel ved at gå galt: jeg sad i S-toget, som holdt stille på banelinien mellem Peter Bangsvej og Valby Langgade stationer. Man kunne naturligvis ikke komme af midt ude på strækningen, så jeg kunne ikke gøre andet end at stirre febrilsk på mit armbåndsur, mens minutterne gik. Omsider satte toget sig dog atter i bevægelse, og jeg nåede alligevel domkirken betids. Om den forhenværende domorganist N.O. Raasted fortaltes det for resten, at han om morgenen tog hjemmefra, så han i værste fald kunne gå hele vejen til Vor Frue.

I begyndelsen af min funktionstid var jeg rystende nervøs, hver gang jeg spillede til morgenandagt. Jeg tror ikke, det kunne høres på mit spil, og en rystende finger medfører som bekendt heller ikke vibrato på orglet. Men det er uhyggeligt, hvad en mikrofon kan gøre ved et menneske! Efterhånden blev jeg mere hårdhudet, men aldrig iskold. Når tjenesten var forbi kl.8.45, i reglen uden musikalske skrammer, drog jeg altid et lettelsens suk. Sammen med kormedlemmerne begav jeg mig derefter ofte til konditoriet La Glace i Skoubogade for at få en kop kaffe og en flødeskumskage, inden turen gik videre ud i verden, - for mit vedkommende som regel til Sangskolen.

Til morgenandagterne mødte kormedlemmerne på skift, sædvanligvis 8 i tallet, klokken 8.20 til en kort prøve, hvorunder vi gennemgik dagens davidspsalme og korverset, som var det samme en uge ad gangen. Korprøvesalen lå en halv etage over orglet, i selve tårnet. En lille dør førte herfra ind i kornodearkivet med en righoldig samling af motetter, mens en lang trappe ledte op til det egentlige kirkeloft. Herfra førte en jerndør ind til det øverste pulpitur diametralt modsat alteret. Under højmesserne stod domkantoren med drenge- og mandskor på dette sted, og ved morgenandagterne var de voksne korsangere overladt til deres egen skæbne her oppe, lige under kirkehvælvingen. Gennem et par højttalere kunne de høre orglet uden akustisk forsinkelse, og en sort-hvid fjernsynsskærm gengav organistens hænder på tangenterne på orgelpulpituret en halv snes meter længere nede. Tilsvarende gengav en lille monitor til højre for orgelbænken et billede af dirigenten på det øverste pulpitur, - forudsat at der var sådan én.

På korprøvesalens Hornung og Møller pianette lå en høj, tynd Mayland kalenderbog, hvori de fremmødte korsangeres navne blev skrevet. Præcis tyve minutter over otte tog Løven sit armbåndsur af og lagde det på instrumentet, hvorefter prøven tog sin begyndelse. Kom en sanger for sent, kastede domorganisten et kort blik på uret og meddelte med is i stemmen: “De kommer for sent!” Den umiddelbare konsekvens heraf var en bemærkning i dagbogen, og gentog det sig, måtte sangeren stå skoleret. Visse af damerne i koret havde deres egen måde at tackle Wöldike, som ikke var uimodtagelig for kvindelig charme. Det gjaldt for eksempel sopranen Dorrit Kristiansen, som smilede indtagende til chefen, når hun kom for sent. Kor og organist gik ind gennem sidedøren over for Munksgaards forlag og forretningen Abis, som solgte præservativer. Sidstnævnte forretnings navn kunne i øvrigt godt give anledning til misforståelser: en gang i forbindelse med en kor- og orkesterprøve ankom Wöldike til domkirken i taxa og bad om at blive sat af ved apsis. Taxachaufføren, som ikke havde nogen speciel kirkearkitektonisk indsigt, satte, som man allerede har gættet, den noble, ældre herre af ved præventionsforretningen!

Normalt indfandt jeg mig i kirken omkring ti minutter i otte. Det var meget behageligt, for så havde jeg god tid til at stille noderne frem og spille dagens program igennem. Salmeforspillene havde jeg i forvejen fabrikeret og skrevet ned, - jeg vovede ikke at improvisere, når det halve af landets befolkning lyttede med. Hver morgenandagt sluttede med en orgelkoral, som i lighed med læsestykker og salmer var forudbestemt og bekendtgjort på en menuplan for hver dag flere uger frem i tiden.

Salmemelodierne
På orgelpulpituret forefandtes en duplikeret melodihenvisningsliste, som aftaltes mellem præsterne og domorganisten for et år ad gangen. Efter denne liste havde alle sig at rette. Det var en ganske praktisk foranstaltning i et hus, hvor der var ansat 4 præster, 2 organister og en domkantor, og hvor der ofte optrådte gæsteprædikanter. Der var dog én undtagelse: vækkelsesprædikanten Aage Falk Hansen, som en gang om året fik lov at holde gudstjeneste i Vor Frue. Ham havde Løven opgivet at diskutere salmemelodier med, - til gengæld demonstrerede domorganisten sin foragt ved aldrig at vise sig i kirken, når Falk Hansen var i nærheden.

Melodivalget var kraftigt Laub-inspireret, og i den henseende var Løven rabiat. Jeg fik aldrig selv indbydelse til at deltage i melodimøderne, men resultatet indicerede, at domorganisten i det store hele fik sin vilje. Også i kirken havde alle den største respekt for Wöldike. Engang sagde domprovst Poul Verner Hansen, også kaldet P.V., at han beundrede Løven, fordi denne altid fik sin vilje. Ikke mange romantiske melodier fandt nåde for hans øjne, for eksempel var som melodi til salmen Kimer, I klokker angivet Lover den Herre. Kimer, I klokker stod som regel på salmesedlen juledag eller til midnatsgudstjenesten juleaften, og når 2. kapellanen Arne Bugge - senere domprovst - og jeg havde tjenesten sammen, sagde han som regel til mig: “Vi tager den på Rung uden at sige det til nogen, ikke?” Og det gjorde vi så. Jeg tror ikke, at Løven nogensinde fandt ud af det, i hvert fald sagde han aldrig noget.

Helt så heldig var jeg ikke en jul, hvor 1. kapellanen Harald P. Madsen, en ældre præst med forkærlighed for romantiske salmer og melodier, til en 17-tjeneste havde sat Julebudet til dem, der bygge på sedlen. Bagefter havde han tilføjet: Hartmann! På den autoriserede melodiliste var imidlertid angivet Thorvald Aagaards melodi, i og for sig et meget fornuftigt valg, eftersom den er betydelig mere sangbar end Hartmanns, men med det lille aber dabei, at ingen kendte eller havde lyst til at synge den, fordi Hartmann på godt og ondt var folkeeje. I min ungdoms naivitet ringede jeg til Wöldike og spurgte, hvad jeg skulle gøre, når den tjenstgørende præst forlangte en anden melodi spillet end den, der stod på listen. “Du skal naturligvis spille den melodi, som står på listen, og som pastor Madsen selv har været med til at godkende,” var svaret, som jeg burde have forudset. Havde jeg haft lidt mere hår på brystet, ville jeg selvfølgelig have givet Madsen, hvad Madsens var, og ingen ville have gøet derad, men nu havde jeg jo spurgt min chef, og så var der ikke andet at gøre end at adlyde ordren. Som sagt, så gjort. Så snart tjenesten var forbi, skyndte jeg mig at slukke for orglet og komme væk, og det var vistnok også fornuftigt nok, for da Harald P. havde fået sagt farvel til den sidste dame i menigheden, sprang han op i præsteværelset, greb telefonen og ringede op til orglet for at kalde organistassistenten ned til en overhaling. Men fuglen var fløjet. I stedet gik det ud over den sagesløse kirketjener Johannes Kierkegaard, som fik et kraftigt møgfald, - han berettede hele forløbet i detaljer for mig, da vi sås den følgende dag. Kierkegaard var imidlertid et såre venligt menneske, som ikke bar nag. Da jeg næste gang traf pastor Madsen, var han faldet ned på jorden igen og var hyggelig og rar som sædvanlig. Han omtalte aldrig episoden over for mig.

Den første jul trådte jeg også i melodi-spinatbedet ved en morgenandagt. Vi skulle synge Blomstre som en rosengård med Hartmanns melodi, som jeg også selv holder mest af. Den har nummer 25 i Den Danske Koralbog, men uheldigvis læste jeg forkert og spillede i stedet nummer 26, som er af Laub. Jeg fandt intet usædvanligt deri, - Løven var som sagt temmelig rabiat, - så jeg gik blot i gang og gennemførte tjenesten på sædvanlig vis. Knap havde jeg sluppet tangenterne, førend kirkekonen Frøken Brinkhøj stod ved siden af mig og meldte, at Wöldike var i telefonen på kirketjenerkontoret. Uskyldig som barnet i moders liv skyndte jeg mig ned og fik i røret en vred Løve, som ville vide, hvad i alverden jeg bildte mig ind. Jeg var helt uforstående, indtil Løven fortalte mig, at jeg havde spillet en forkert melodi, ganske vist den, han selv foretrak, men ikke den, der var aftalt, og som stod på melodilisten. I de kommende dage ville Løven nu kunne se frem til at modtage breve fra anti-laubianere, og det allerværste var, at pastor Madsen, som også den gang havde tjenesten, helt sikkert ville tro, at Løven lavede numre med ham. Jeg undskyldte, og Løven lod sig formilde, men bad mig dog straks om at gå til Harald P. Madsen og forklare sagens sammenhæng. Harald P. sad i præsteværelset og bakkede på sin pibe: “Hvormed kan jeg hjælpe Dem, min unge ven?” spurgte han venligt. Jeg gentog min undskyldning for melodi-miseren, men den ældre præst slog mig jovialt på skulderen og sagde: “Alt forladt, det skal De ikke tage Dem af, vi kan allesammen lave fejl, og skulle De ikke komme ud for det, der er værre, er De en lykkelig mand!” Jeg havde i øvrigt pastor Madsen mistænkt for at have gennemgået melodilisten minutiøst for derved at finde frem til de romantiske melodier, som havde fundet nåde for løveøjnene. Og det er ingen hemmelighed, at såvel drengene som de voksne i koret nød at få lov at give sig romantikken i vold, når Harald P. havde tjeneste: “Kron ham, kron ham, kron ham, Himlens kongesøn” brølede de ud under hvælvingerne, så murene næsten slog revner under klangpragten.

Wöldike som orgelsolist
Kun sjældent optrådte Wöldike som orgelsolist. Hans fjender blandt organisterne omtalte altid denne omstændighed med en vis foragt, som formodentlig bundede i misundelse over, at en musiker, som først og fremmest var kendt som dirigent, var indehaver af landets fornemste organistembede. Men hvad hjælper det, at man kan spille samtlige Bachs orgelværker virtuost, dersom man ikke er i stand til at levere en ordentlig salmeledsagelse? At Løven havde prioriteret kirkespillet højest, betød jo ikke, at han ikke var i stand til at give en orgelaften. Rent faktisk gjorde han det en enkelt gang, mens jeg var hans assistent. Jeg registrerede for ham, og jeg husker, at han blandt andet spillede noget gammel fransk orgelmusik i aldeles uhistoriske registreringer, men så overbevisende, at man ikke havde andet at gøre end at overgive sig. Og forresten har kravet om historisk korrekthed altid forekommet mig absurd. Med hvilken garanti tør nogen hævde, at nu lyder denne komposition som i 1700-tallet, og hvorfor skal den partout også det? Selv om vi spiller i barokkostumer, tager pudderparykker på, tænder stearinlysene og fyrer op i kakkelovnen, kan vi alligevel aldrig fuldstændig se bort fra, at vor tilgang til musikken blandt andet er præget af det, som er sket igennem tiden. Hermed være naturligvis ikke sagt, at det ikke kan være morsomt at lege med forsiringer og fraseringer ifølge gamle teoribøger og traktater, men hvem siger, at Händel eller Bach ikke også ville have glædet sig over en saftig gengivelse af deres musik. En af mine egne yndlingsgrammofonplader var eksempelvis Watermusic, musiceret med mesterskab af det fuldt besatte Concertgebouworkester under den længst hedengangne dirigent Eduard van Beinum.

Det øvrige program omfattede bl.a. Pachelbel samt Bachs e-mol præludium og fuga, ikke orgellitteraturens sværeste program, indrømmet, men fremført, som kun en sand mester kan gøre det. Og altsammen i uortodokse registreringer. På Domkirkens gulv befandt sig en stor tilhørerskare, såvel venner som fjender, men de, som var kommet for at opleve Løven på glatis, måtte luske beskæmmede bort. - I forbindelse med orgelsolokoncerten blev jeg i øvrigt dus med Wöldike. Som ved det meste af, hvad han foretog sig, var der også stil over denne begivenhed. Vi havde en aften prøvet koncertregistreringerne i Vor Frue kirke, hvorefter min chef inviterede mig på natmad på Krogs restaurant på Gammel Torv. Og mens vi sad over fisken, løftede Løven sit glas og foreslog, at vi skulle lægge bort titlerne. Det var som at få et ridderslag!

Domkoret
I Vor Frue kirke befandt jeg mig som en fisk i vandet, både som organist og som dirigent. Ind imellem vikarierede jeg som kantor for Niels Møller, ligesom korledelsen ved alle mindre gudstjenester og handlinger lå i hænderne på den fungerende organist. Koret omfattede mange fortræffelige sangere, som hovedsagelig hentedes fra Radiokoret. Dengang havde Radiokoret prøver såvel formiddag som eftermiddag, så det passede perfekt, at sangerne efter morgenandagten og kaffen i ro og mag kunne begive sig til Radiohuset i Rosenørns Allé. Men egentlig burde det være forbudt ved lov at lægge radiotransmitterede gudstjenester klokken halv ni om morgenen. I praksis betød det, at alle skulle kulminere på et tidspunkt, hvor stemmen knap nok var begyndt at fungere.
Domkoret talte mange kendte sangere, både blandt de fastsansatte, som også fungerede om søndagen, og dem, som var ansat udelukkende i forbindelse med morgenandagterne. Flere af sangerne fik også solistopgaver i forbindelse med Drengekorets koncerter i Domkirken. Den nodesikre sopran Magna Svendsen var en af korets stabile støtter, og den kraftige, lune altsangerinde Karen Kierkegaard en anden. Når hun havde sunget solo ved en af Niels Møllers koncerter, kunne de finde på at ryge en stor cigar sammen. På mandssiden befandt sig f.eks. Holger Nørgaard, Ulrik Cold og Aage Haugland, hvoraf sidstnævnte en tid lang interesserede sig meget for den japanske papir-foldekunst, som går under betegnelsen origami. Under prædikenen trak koret sig tilbage til korværelset, og så origamerede Aage. Det morede vi os meget over. Hans nydelige samling af foldede dyr omfattede naturligvis også en løve. Aage havde en særdeles veludviklet sans for humor. Engang berettede han, at han ved et middagsselskab havde spurgt sin ældre pebermø af en tante, om hun nogensinde havde origameret. Damen var nær ved at få maden galt i halsen: “Nej, det har jeg virkelig aldrig gjort!”, svarede hun forarget.

Stemningen i domkoret var stort set altid god, og muntre kommentarer hørte til dagens orden. Som domkantor havde Niels Møller det administrative ansvar for koret. Han havde ligesom jeg selv et næsten kammeratligt forhold til koret, uden at det af den grund gav anledning til problemer. Kormedlemmerne respekterede klart, at vi i musikalske eller tjenstlige forhold var de overordnede. Løven var naturligvis den ubestridte overgeneral, men også han havde lune, når han indfandt sig i korværelset, som befandt sig ved siden af orglet, i kirkens sydside. Som det hører sig til, faldt der også under tjenesten små bemærkninger mellem kor og kantor eller organist, ligesom forskellige verselinier i salmerne altid påkaldte sig speciel opmærksomhed. F.eks. når vi i salmen Sandheds tolk og taler kom til linien Helveds grumme løve! Eller når Niels under julehøjmessen i drengenes påsyn klappede sig på bugen under afsyngelsen af linien hvo ville mere gå bespændt i disse højtidsdage fra Brorsons salme I denne søde juletid . Organistværelset lå i nordsiden af kirken, modsat korværelset. Det var et behageligt stort, højloftet rum, og samlingen af orgelnoder var betragtelig, omend - og ikke overraskende - med overvægt på den ældre litteratur.

Præsterne
Med de to yngste præster, 2. og 3. kapellanen, knyttede jeg varme venskaber. H.C. Bang-Rasmussen var den yngste. Han blev senere præst i Lynge, og jeg havde ofte eftermiddagstjenesten kl. 17 sammen med ham. Vi udtænkte fiffige salme- og melodikombinationer, og det var aldrig kedeligt. Bang-Rasmussen var meget musikalsk, han messede smukt og sang også en overgang i det fremragende kammerkor Cantilena.

Under fredagsaltergangen sad menigheden på rækker af løse stole i kirkens kor med front mod præsten. I nogen tid havde der været meldinger om tyverier fra damernes tasker under altergangstjenesterne. Den slags forekom umiddelbart utænkeligt, men en fredag, hvor Bang-Rasmussen havde tjenesten, kiggede en af de knælende damer ved alterbordets anden servering tilfældigvis tilbage og opdagede, at en kvinde var i færd med at undersøge hendes taske, som lå efterladt på stolerækken. “Stop tyven!”, råbte hun spontant midt under den hellige handling, og samme tyv satte i løb ned ad domkirkens midtergang, hvor hun blev mødt ved udgangen af den lille, trivelige kirkekone frøken Brinkhøj, som i øvrigt i korværelset gik under det lidet smigrende tilnavn Rullepølsen. Brinkhøj var bevæbnet med gulvskrubbe og spand, men smed, hvad hun havde i hænderne, og holdt tyven fast. Jeg larmede på orglet for at overdøve tumulten, og Bang-Rasmussen sagde bagefter, at han havde været lige ved at sætte over altergelænderet i præstekjolen, men havde taget sig i det ud fra den betragtning, at de knælende damer formodentlig ville få et chok, dersom præsten i fuldt ornat begyndte at øve højdespring midt i den værdige handling. Siden viste det sig, at tyven havde anvendt en enkel, men ganske udspekuleret teknik: hun sørgede altid for at gå til alters sammen med første hold altergæster, og når hun gik tilbage, satte hun sig på en anden stol end sin egen, og valgte naturligvis en plads, hvor en håndtaske var efterladt under altergangen. Mens andet hold fik brød og vin, kunne hun i ro og mag undersøge taskens indhold og forsyne sig med værdigenstande og penge. Herefter var det bare at skifte stol i forbindelse med, at nye gæster gik op eller ned. Man kan naturligvis gøre gældende, at det havde været rimeligere at indhente syndsforladelsen efter forbrydelsen, men den slags bagateller skal man ikke hænge sig i. Under alle omstændigheder talte sandsynligheden for, at tyveriet næppe ville blive opdaget, før gudstjenesten for længst var forbi.

2. kapellanen Arne Bugge boede i stueetagen af embedsboligen på hjørnet af Fiolstræde og Store Kannikestræde, hvor domprovsten beboede første salen. Bugge var specialist i den russisk-ortodokse kirke og i øvrigt en udmærket teolog. Han messede også gerne, men kunne sjældent holde tonen. Vi på pulpituret forsøgte så i korsvarene at følge med op eller ned, så godt vi kunne. Privat havde Arne Bugge og jeg det ustyrlig morsomt. Vi hører begge til racen homo ludens, og han repræsenterede virkelig noget af det vidunderlige vanvid, som der også er brug for i denne verden, idet han havde den mani at skulle ud at gå på ethvert hustag, han kom i nærheden af. Denne interesse ville han gerne dele med andre, hvorfor han indledningsvis tog mig med på en spadseretur rundt på domkirkeskibets tag, som var relativt fladt og ufarligt. Det var ganske underholdende, men morskaben fik hurtigt ende, da djævlen i Bugges skikkelse på tårnloftet fristede mig til at kravle med op ad en mast á la telefonpæl med tynde stigetrin på siden. Masten var eneste adgangsvej til de øverste tårnbjælker, hvorfra der formodentlig har været 6-7 meter ned til gulvet. Det føltes i hvert fald højt nok. Dermed var det imidlertid ikke slut: over en af bjælkerne balancerede vi hen til midten af tårnrummet. Her mødtes de i alt 4 bjælker fra hver sin væg, og i krydset førte en lille stige op til en lem ud i det fri, lige under domkirkens store, forgyldte kors. Arne steg op, åbnede lemmen, stak hovedet ud, strakte armene op i luften og råbte: “Hu!” “Er det ikke dejligt?” spurgte han begejstret mig, som var ligbleg i ansigtet og halvdød af skræk. Så måtte også jeg stikke hovedet ud og råbe “Hu!”, og jeg må medgive, at det føltes udmærket. Bugge havde udforsket en del hustage i den indre by, men efter at han i forbindelse med en middag i Søllerød præstegård forsøgte sig med et stråtag, hvorved han gled ned og brækkede ankelen, måtte han love sin kone at holde op med at dyrke denne specielle sportsgren.

Hos Bugge blev jeg også medlem af den særprægede forening Sovsens venner. Medlemskabet kunne opnås ved at tømme et rødvinsglas med varm, brun sovs, og flere fremtrædende teologer var allerede medlemmer af det eksklusive foretagende. Under indflydelse af en passende mængde alkohol lod jeg mig let overtale til at søge medlemskab og nedsvælgede den tyktflydende, men dog ganske velsmagende væske og fik dermed adgang til det forjættede land. Ved vore selskabelige sammenkomster dyrkede vi også en speciel skål, som vi kaldte den liturgiske skål. Den havde sin inspiration i tidesangen, således som den dyrkedes under selskabet Dansk Tidegærds stævner i Løgumkloster. Under aftensangen i den smukke, gamle klosterkirke blev der afsunget davidspsalmer på gregorianske melodier, men med så store cæsurer imellem linierne, at man troede, aldrig at komme videre. Arne og jeg overværede engang en sådan tidebøn og havde svært ved at holde masken under de unaturligt lange cæsurer. Bagefter morede vi os med at overføre cæsurprincippet til vore drikkeritualer, således at vi rejste os og råbte “Skå...”, hvorefter vi drak længe og inderligt. Når det kunne være nok, så vi på hinanden og fortsatte i kor: “ååål.” Man tør vel påstå, at cæsuren i vor skål var mere meningsfuld end i davidspsalmerne. Men måske havde Arnes kone Ellen fat i noget af det rigtige, når hun under hovedrystende iagttagelse af vort broderskabs ceremonier påstod, at vi var splittergale.

Poul Verner Hansen havde efterfulgt den navnkundige domprovst Paul Brodersen i embedet. Uden at ville fornærme nogen kan man nok sige, at den bibelstærke P.V. ikke havde samme udstråling eller tiltrækningskraft som sin forgænger. Hans prædikener var solidt håndværk uden at være noget specielt. P.V. havde heller ikke den store indsigt i musikalske spørgsmål, men holdt alligevel af at give sin mening til kende, dog aldrig provokerende eller uvenligt. I det hele taget var samarbejdet mellem organister, kantor, præster og kirkebetjening, så forskellige vi var, og så forskellige roller vi end havde at udfylde, det bedst tænkelige.

Domprovsten ankom af og til lidt sent i forbindelse med morgenandagten. Når kirkeklokkerne begyndte at ringe fem minutter i halv ni, var det tid til, at provsten skulle gå hjemmefra, men han var ikke altid rede dertil. Ved en lejlighed tog han simpelthen præstekjolen med pibekrave og flip uden på pyjamasen, og jeg har selv oplevet ham en vintermorgen, iført gummistøvler under præstekjolen. Den fungerende kirketjener havde stående ordre om at læse teksterne, dersom præsten ikke havde indfundet sig, og det hændte mere end en gang, at den hyggelige og rare kirketjener og salmedigter Johannes Kierkegaard måtte i funktion, helt eller delvis. Kierkegaard havde i øvrigt, lige som jeg selv, rødder i det vestsjællandske.

P.V. havde et godt tag også på den del af domsognets beboere, som ikke kom i kirke hver søndag. Blandt dem var en forhenværende letlevende dame, som nu havde fået en fast partner og med denne, som naturligt er, avlet et barn. Da hun og samleveren kom til domprovsten for at få barnet døbt, foreslog P.V., at forældrene ved samme lejlighed skulle få gjort ende på deres syndige forhold og blive gift. Og hvorfor ikke? Så parret mødte op med barn til aftalt tid for først at blive viet. Efter første salme begyndte domprovsten sin tale med et: “Velkommen i Vor Frue kirke!” “Tak skal du ha’, Poul Verner,” svarede bruden højt og bramfrit. Men P.V. tabte ikke fatningen: “Nu skal du holde din mund, for her er det mig, der bestemmer!” Det var en tale, damen kunne forstå, så hun indskrænkede sine verbale udskejelser til at sige ja på de rigtige steder.

Dagligt liv i Notre Dame
Der var stil over det, når den aldrende, slanke og hvidhårede kordegn Finsen i kjole og hvidt bad indgangsbønnen. Han var en meget distingveret mand af den gamle skole. Over for de tre kirketjenere og kirkekonen var han departementschefen og overopsynet, som kunne finde på at lade en finger glide hen over kirkebænkenes overkant. Var der herefter støv på fingeren, måtte Rullepølsen stå skoleret. Over for mig var han imidlertid altid venligheden og hjælpsomheden selv.

Klokkeren var som taget ud af Victor Hugos roman, en lille mandsling med ganespalte, så det var næsten umuligt at forstå, hvad han sagde. Når vi var i gang med korprøven til morgenandagten, kom han med sin slidte lædermappe igennem korprøvesalen og forsvandt op ad den lange trappe til kirkeloftet for at ringe sammen. Efter de ni bedeslag skulle han trykke på knappen til en signallampe, som lyste nede ved siden af orglet, hvor bedeslagene vanskeligt kunne høres, men dette glemte han af og til. En morgen kom bedeslagene slet ikke. Wöldike, som havde tjenesten, skældte klokkeren ud, men denne undskyldte sig med, at han under ringningen havde fået øje på en ung kvinde, som i et af husene over for kirken var ved at klæde sig på. Ved synet af denne herlighed havde han forståeligt nok glemt alt omkring sig. De kvindelige organistvikarer var bange for klokkeren, når de sad alene om aftenen og øvede sig, og han kom for at ringe solen ned. Men han gjorde aldrig nogen fortræd. Han tilbragte mange timer for sig selv oppe ved klokkerne, hvor han studerede lædermappens indhold. Ind imellem gik frøken Brinkhøj op og hentede de efterladte tomme porterflasker, som hun solgte hos købmanden i Skindergade.

Originalerne
Domkirken havde, skønt husene i den indre by overvejende indeholder handels- og kontorlokaler, en betragtelig menighed, som også omfattede de mange originaler, som havde deres gang i de gamle københavnske kvarterer. Deriblandt var en del sprittere, som hørte til morgenandagternes faste gæster, ikke nødvendigvis fordi de var specielt gudelige, men fordi deltagelsen i gudstjenesten ikke var af vejen, dersom man ønskede at erhverve en gratis spisebillet til KFUMs køkken i Store Kannikestræde. Når morgenandagten var forbi, stillede spritterne op foran præsteværelsets dør i håb om at få de eftertragtede billetter, som siden på den sorte børs kunne omsættes i penge og i næste omgang i sprit. Ansigtet var lagt i passende folder, men dersom præsten ikke ydede det forventede, kunne klienterne godt finde på at kaste småsten mod ruderne i embedsboligen.

Et af de muntre bekendtskaber var Banjo Bill, som formodentlig var gårdsanger. Han havde naturligvis sit musikinstrument på ryggen og kunne af og til under gudstjenesten optræde støjende. Det kunne også hænde, at hans sangglæde i den grad tog overhånd, at han dominerede salmesangen med ikke nødvendigvis skønne kantilener. Så måtte kirketjeneren gå hen til ham og bede ham om at dæmpe sig. Dette skete bl.a. under en gudstjeneste, hvor den tynde og skrøbeligt udseende kirketjener Poulsen havde vagten. Da Banjo Bill blev bedt om at være mere diskret i sine udfoldelser, gloede han på Poulsen og vurderede hurtigt, at ham var der ingen grund til at være bange for. Så han bad bramfrit kirketjeneren om at holde kæft. Det skulle han imidlertid ikke have gjort. Hvad han ikke vidste, var, at Poulsen havde en fortid som slotsbetjent og var velbefaren i jiu-jitsu og hvad dertil hører. Før Banjo Bill kunne nå at reagere, var han fanget i et førergreb og blev transporteret ud af kirkerummet og reverenter talt smidt ud på gaden. Siden behøvede Poulsen blot at vise sig i Banjo Bills synsfelt, så var vagabonden from som et lam.

En anden af gadens muntre svende sad ofte udendørs på en af de grønmalede bænke ved kirkemuren og slikkede solskin. Staklen havde benet viklet ind i en kæmpemæssig bandage og havde for en sikkerheds skyld også medbragt krykker. Over dette ynkværdige syn forbarmede mange forbipasserende sig, når den tilsyneladende invalid rakte hånden frem i håb om en skilling. Man skulle imidlertid sørge for at holde god afstand til vor ven, for hvis man ikke pungede ud, kunne han finde på at springe op og løbe efter én, vildt svingende med krykken. Så fejlede benet pludselig ikke noget.

Stamgæst ved morgenandagterne var Damen. Hun var en ældre, fattigt udseende kvinde, som vistnok boede i Nansensgade-kvarteret. Hun kom ikke til de normale søndagsgudstjenester, men mødte trofast op til hver eneste andagt året igennem. Når den sidste salme var sunget, knælede Damen i bøn ved alteret i adskillige minutter, før hun atter stavrede hjemad. Jeg ved ikke, om hun i sit unge liv havde været sanger. I hvert fald trak hun altid vejret umiddelbart foran afslutningstonen i salmens sidste vers og holdt den, så længe hun overhovedet kunne. Denne manøvre afparerede Løven ved at lade en enkelt finger ligge på tonen, indtil han skønnede, at nu måtte Damen være færdig. Herefter gik han, stadig uden pause, over i modulation eller efterspil. Jeg, derimod, kunne i min ungdoms kådhed godt finde på at slippe den sidste akkord. Så kunne vi alle nyde, hvorledes efterklangen af Damens vibrerende stemme rulllede hen under hvælvingerne og blev transmitteret ud over det ganske land.

Afslutningen på domkirkeårene
Som allerede nævnt befandt jeg mig fortræffeligt i Domkirkens miljø, og jeg fik også større og større opgaver: orgelsolistopgaver og continuospil ved fredagskoncerterne, tilbagevendende egne koncerter som dirigent for Københavns Drengekor, og som kulmination på det gudstjenestelige område bispevielsen i 1969. På denne baggrund er det vel forståeligt, at jeg i min ungdoms overmod havde en stille drøm om at kunne efterfølge Løven i embedet. For hvert år, der gik, hvor domorganistens konstitution blev forlænget, syntes jeg, at chancerne steg. For min eventuelle kandidatur talte også min tætte forbindelse til drengekoret. Men det er klart, at min alder var imod mig, - jeg har altid selv haft den opfattelse, at landets fornemste organistembeder burde gives til modne mennesker som den naturlige kulmination på deres virksomhed. Imod talte også den ikke helt uvæsentlige omstændighed, at domprovsten allerede havde stillet min forgænger som organistassistent i udsigt, at han skulle efterfølge Wöldike.

Så midt i alle herlighederne syntes fremtiden i Domkirken alligevel usikker: jeg kunne ikke rigtig se mig selv i rollen som 2. organist til mine dages ende. Behovet for at stå på egne ben voksede meget naturligt. At jeg søgte væk, forhindrede heller ikke, at jeg kunne vende tilbage, og kunne det ikke blive som domorganist, kunne det måske være som domkantor, når Niels Møller engang ad åre ville holde op. Da jeg også i den situation var en handlingens mand, tog jeg konsekvensen af disse overvejelser og søgte i 1969 embedet ved den nyopførte Lindehøj kirke i Herlev. Jeg meddelte Løven min beslutning, han blev ked af det, men tog det pænt, og så sagde han storsindet, at hvis mine grunde var økonomisk betingede, ville han af egen lomme betale mig forskellen mellem, hvad jeg kunne få i Herlev, og hvad jeg fik i Domkirken. Der er for mig ingen tvivl om, at dette tilbud var ganske reelt, men jeg kunne naturligvis ikke tage imod det. I stedet gav Løven mig en flot skriftlig anbefaling. Alligevel var jeg lidt overrasket, da jeg fik embedet i Lindehøj, ligesom jeg også pludselig blev lidt betænkelig ved, hvad jeg havde vovet mig ud i. Terningerne var imidlertid kastet, og min kurs begyndte så småt at bevæge sig væk fra den verden, der i 18 år havde været min.

Indre Mission i Lindehøj
At komme fra Domkirken til Lindehøj var noget af et kulturchok. Herlev var en indremissionsk enklave, og i mange år havde den berygtede pastor G været sognepræst i Herlev kirke, hvorfra Lindehøj sogn i lighed med Præstebro blev udskilt. Pastor G var en lille mand, som talte med læspende stemme. Jeg husker endnu mit første møde med denne mærkelige person. Det foregik ved en handling i Herlev kirke, hvor jeg skulle gøre tjeneste, hvis nogen fra Lindehøj sogn skulle begraves derfra. På forhånd havde jeg hørt de forfærdeligste historier om denne præst, som efter sigende var forment adgang til visse københavnske hospitalsafdelinger, hvor lægerne ikke ville finde sig i, at han prædikede omvendelse og dommedag for patienter, som lå på dødens rand. Så jeg var forberedt på det værste.

Alting begyndte imidlertid meget fredsommeligt med, at pastor G holdt en tale om afdøde, som var en taxachauffør med det forjættende navn Harald Jensen. Taxakollegerne var mødt op i deres pæneste tøj med faner og alt, hvad der hører sig til. Præsten talte indtrængende om, hvordan Harald ofte havde transporteret ham fra kirken til kirkegården: “Harald, som vi alle husker ham,” læspede han. De havde åbenbart haft det godt sammen. Talen varede et kvarter, og jeg tænkte ved mig selv, at den ikke var hverken værre eller bedre end så meget andet af det, jeg havde hørt i min tid på orgelbænken. Kort kunstpause. Så tog præsten atter ordet, denne gang med høj røst, tydelig artikulation og direkte henvendt til begravelsesfølget: “Men I, som er til stede her i Herlev kirke i dag, I kan endnu nå at blive frelst!” Der gik et gys igennem forsamlingen. Og i det følgende kvarter fik vi at vide, at nu var Harald på vej til helvede, fordi han ikke havde gået i kirke eller været medlem af Indre Mission. Hvis de efterladte ikke ønskede at gå samme vej, så skulle de omvende sig her og nu!

Vor sognepræst, som for en sikkerheds skyld var blevet hentet i Thy, blev af folket omtalt som pastor G's åndelige arvtager, men det kunne han nu slet ikke leve op til. Hans budskab var ganske vist også klart indremissionsk, men den let bedrøvede, næsten småklynkende stemmeføring havde slet ikke samme gennemslagskraft som forgængerens velartikulerede læsp. Alligevel samlede han indremissionske tilhængere fra mange forskellige dele af København, som valfartede til Lindehøj for at høre den nye profets udlægning af teksten. Der kom imidlertid ikke megen suppe ud af det ben. Om nogen præster beskyldes for at være lavkirkelige, var sognepræsten nærmest fladkirkelig, og vore kemier passede mildest talt elendigt sammen. Jeg kom hurtigt til at savne den forkyndelseskvalitet, som var en selvfølge i Domkirken. 
Mine kolleger i kirkebetjeningen var også hentet fra Indre Mission, og jeg begreb egentlig aldrig, hvorfor de havde valgt mig hedning som organist.

Farvel til missionen
To år holdt jeg ud i Lindehøj. Selv ikke udsigten til et dejligt, nyt 14 stemmers orgel fra firmaet P. Bruhn i Sønderjylland kunne afholde mig fra at overveje at søge andre græsgange. På den anden side ville jeg heller ikke i desperation kaste mig over den første, den bedste kirke, som kom inden for synsvidde. Men forsommeren 1971 blev embedet i Dyssegårdskirken i Hellerup opslået ledigt efter min gamle universitetslærer Povl Hamburger. Det var den kirke, hvor jeg i studietiden havde modtaget orgelundervisning, der var højt til loftet og en anstændig akustik, og dertil et velklingende Frobenius orgel. Belært af erfaringen tog jeg en tidlig morgenstund ud og hørte på en fromesse, før jeg søgte. Det var en prædiken, vidunderligt fri for dommedagsprofetier. Jeg var beroliget, ansøgte stillingen - og fik den. Jeg kan huske, at jeg var til samtale med menighedsrådsformanden, Steen Laier, også kaldet Spejder Laier, fordi han var aktiv inden for spejderbevægelsen. Han spurgte mig, hvorfor jeg allerede efter blot to år i et nyt embede søgte væk. Jeg svarede, som sandt var, at jeg hverken kunne holde sognepræsten eller Indre Mission ud, og at jeg som musiker heller ikke kunne trives et sted, hvor de akustiske forhold var så ringe, som tilfældet var. Laier bad mig om, i det mindste at blive i Dyssegårdskirken nogle år, dersom jeg fik embedet, og hertil kunne jeg kun svare, at det ikke var min normale fremgangsmåde at rende af gårde, hvilket mit hidtige liv vel også var et vidnesbyrd om.

At komme til Dyssen var som at blive befriet for en tung byrde. Jeg fik fra starten et fint forhold til sognepræsten Johannes Bjerrum. Der fandtes sikkert mere geniale prædikanter, men Johs var ingen dårlig håndværker, velforberedt som han altid var, og med orden i sagerne. Det var også rart at kunne stole på sin sognepræst: han var retlinet og ordholdende, og man vidste altid, hvor man havde ham. Privat var han en lun vestjyde. Vi havde aldrig nogen bataljer omkring musikalske spørgsmål, som organister og præster ellers ofte har, tværtimod bakkede han mig altid op, også i menighedsrådet, og han var i høj grad medvirkende til at få skabt gode kår for kirkens koncertvirksomhed. Da Johs mange år senere gik på pension, kunne jeg i min afskedstale med glæde fremhæve, at der aldrig havde været et ondt ord os imellem.

Kapellanen
Nu om dage er alle præster sognepræster, men i 70erne var der rigtige kapellaner til. Dyssegårdskirken havde én af dem. Bjerrum havde fra Hans Thyge Jacobsen arvet Max W. Olsen, og han var en vaskeægte kapellan, en lille, tynd mand med tilbagestrøget, vandkæmmet hår, sygekassebriller og snørestøvler. Jeg husker endnu vort første møde, en morgentjeneste, hvor Max kom op og præsenterede sig. Siden kom han hver søndag op på orgelpulpituret og hilste mig med ordene: "God morgen, organist Lindholm". Men denne første morgen meddelte han mig følgende: "Jeg må sige Dem, at til salmen Brat Herre Jesus blandt dine du stod ønsker jeg spillet nr.27 i Koralbogen." Den første tanke, som ved disse ord gik igennem mit hovede, var: “Åh, nej, nu igen en af disse uudholdelige præster, som vil blande sig i melodivalget.” Jeg nåede dog ikke engang at tænke tanken til ende, førend Max W. Olsen fortsatte: "Men i alle andre tilfælde må De selv bestemme!" Dette var i sandhed en god handel, og som man kan forstå, var Max W. Olsen en præst efter enhver organists hjerte. Forøvrigt satte han, så vidt jeg husker, aldrig "Brat Herre Jesus" på salmesedlen. Men naturligvis er melodivalget en meget væsentlig ting. Hvis nogen skulle være uenig, så kan man jo bare prøve at synge Nu falmer skoven trindt om land på Menuetten fra Elverhøj eller Op dog Sion, ser du ej på Jyden han er stærk og sej.

Som det var skik og brug på Kingos tid, havde Max W. Olsen faste salmer til søndagenes tekster. Ikke af dovenskab, men som princip, og fordi man lige så godt kunne synge de bedste salmer til en given tekst, hver gang denne tekst stod på dagsordenen. Hans froprædikener var enkle: man sang til indledning en kort salme, derefter stod Max på prædikestolen. Efter prædikenen endnu en kort salme eller et vers, hvorpå fulgte kollekt, velsignelse samt et afslutningsvers. Ingen altergang. Max var af den klare opfattelse, at de, der ville have den store, farverige liturgi, burde komme til højmessen. Et i bund og grund sundt og godt synspunkt. Max W. Olsen holdt nogle fortrinlige prædikener, men desværre var hans stemme så svag og utydelig, at menigheden kun vanskeligt kunne forstå, hvad han sagde. Denne omstændighed var sikkert medvirkende til, at der ofte var messefald ved hans tidlige morgentjenester. Så tog kor og organist på Gentofte Hotel og drak morgenkaffe i stedet.

I vore dage er originaler desværre en uddøende race. Max var en af de sidste. Jeg husker, hvorledes han en søndag før tjenesten som sædvanlig kom op til mig, mens jeg stod og pulsede på en af de cigarer, som jeg dengang røg. "Vil De have en cigar, pastor Olsen?" spurgte jeg venligt. "Næ tak, organist Lindholm, jeg ryger ikke", svarede Max med et lille smil. Efter tjenesten kom han imidlertid op til mig igen: "Øh, øh, den cigar, De bød mig før højmessen, organist Lindholm, den cigar kunne jeg alligevel godt tænke mig. Jeg skal sige Dem, min bror kommer til frokost, og han sætter pris på en god cigar!"

Max W. Olsen var ungkarl i mange år, men til sidst blev han gift. Han ville dog ikke følges med sin kone til kirken om søndagen, for menigheden skulle ikke tro, at der var noget imellem dem. Og da Max W. Olsen var gået af med pension, kom hans kone den følgende søndag i kirke. Dette foranledigede følgende interne bemærkning på pulpituret fra vor bassanger Svend Sevaldsen, også kaldet Bassevaldsen: "Du skal se, Max har nok ikke fortalt sin kone, at han er gået af!" Ved afskeden sagde Max hjerteligt farvel og tak for samarbejdet. “Herefter ser De mig aldrig mere i Dyssegårdskirken, organist Lindholm”, sagde han til sidst. Og han holdt ord. Han viste sig aldrig siden i den kirke, som dog havde været hans arbejdsplads i mange år.

Hamburger
Ikke så længe efter min tiltræden i Dyssen modtog jeg et brev fra min forgænger Povl Hamburger, hvori han lykønskede mig med embedet og venligt skrev, at han forstod, at menighedsrådet havde truffet det rigtige valg. Det varmede, at éns gamle teorilærer tog sig tid til at sende denne hilsen. Så længe han levede, dukkede Hamburger op ved de tre kirkelige højtider, medbringende en flaske sherry. Så sad han på orgelpulpituret og fulgte salmesangen og orgelspillet. “Der er rigtignok kommet farve på paletten,” sagde den ældre herre venligt ved sit første besøg. Hermed sigtede han til mine skiftende orgelregistreringer til salmerne. Hamburgers egen salmeledsagelse var næsten asketisk, han vovede sig sjældent ud over en otte- og en firefod. Som beundrer af Thomas Laub, hvis organistassistent han i sine unge dage havde været, var Hamburger mere laubiansk end mesteren selv. Jeg husker således tydeligt en pinsemorgen, hvor højmessen naturligvis blev indledt med I al sin glans nu stråler solen. Da vi kom til verset Opvågner, alle dybe toner, satte jeg som sædvanlig den dybe fagot på i pedalet, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at min forgænger formelig hoppede af fryd henne på bænken. Så snart salmen var færdig, og præsten var i gang med kollekten, ilede Hamburger hen til mig og hviskede begejstret: “Det gjorde Laub også!” - Under prædikenen drak vi sherryen i korværelset. Det var fyrsteligt. I alle årene som organist har det været fast tradition, at jeg juleaften medbragte en flaske Walnut Brown. Jeg tror, at denne søde, næsten vamle, sherry allerede før min tid var det foretrukne mærke. Uden for Dyssen kunne jeg aldrig finde på at drikke den.

Dagligt liv i Dyssen
Tilværelsen i Dyssegårdskirken adskilte sig ikke væsentligt fra, hvad der skete i andre forstads sogne. Vi havde gudstjenester, vielser, dåbshandlinger og begravelser, ligesom deltagelse i ældremøder og konfirmandundervisning også indgik i tjenesten. Men alt i alt levnedes der gode muligheder for eksterne musikalske gøremål, og netop disse arbejdsbetingelser var vigtige for mig. Ved mit 25-års jubilæum som organist i Dyssen holdt jeg en tale, hvori jeg bl.a. sagde:

“Selv de lykkeligste sølvbryllupsægteskaber har haft deres kriser, og det samme gælder naturligvis langvarige ansættelsesforhold, af hvilken art de så end måtte være. Lad mig med disse bemærkninger skynde mig at sige, at jeg er glad for at være Dyssegårdskirkens organist og også har været det den meste tid, - ellers havde jeg nok søgt andre græsgange. Sandt at sige har jeg kun tre gange i løbet af de forgangne 25 år lagt billet ind på andre stillinger, og det var i alle tre tilfælde domorganiststillinger eller tilsvarende avancementsstillinger og havde bestemt ikke noget at gøre med manglende tilfredshed med Dyssen. Ingen skal beskylde mig for at have gjort vilde armsving for at komme væk, og det er der selvfølgelig adskillige gode grunde til: den første er, at embedet i Dyssen har givet mig gode udfoldelsesmuligheder for at være kirkemusiker i bredere forstand. Så sent som i sidste uge lyttede jeg til en radioudsendelse om os selv og det, vi tror på, hvor en af mine kolleger netop påpegede det meget væsentlige for en organist i at foretage sig dette og hint uden for hans egen kirkes mure. De allerfleste organister i dette land er som bekendt også beskæftiget med andre gøremål sideløbende med deres organiststilling.

Spørg ikke, hvorfor det ikke er lige så væsentligt for en præst eller kirketjener eller kordegn at have løse tøjler, for det er det muligvis også. Men det er i hvert fald væsentligt for en organist. Organistgerningen er ikke en beskæftigelse, som kan sættes ind i et normalt arbejdstidsskema fra 8 til 16. Hvis man skulle begynde at praktisere det normale arbejdsmarkeds regler over for organister, ville man hurtigt få nok at gøre med at udregne afspadsering for arbejde på mærkelige tider, konstant weekend belastning, aftenarbejde etc. Så det har man klogeligt undladt. Og til gengæld for, at organister uden ulempetillæg eller andre lønmæssige goder arbejder, når resten af familien har fri, har vi en vis, for ikke at sige udstrakt, frihed til at lægge vor forberedelse eller administration på de mærkeligste tider af døgnet eller til at spille og dirigere her og der og alle vegne. Har jeg lyst til at komponere salmeforspil klokken fire om natten, kan jeg bare gøre det, - men jeg vil skynde mig at sige, at så vidt rækker min personlige galskab trods alt ikke. Det var vist stort set kun Rued Langgaard, som kunne finde på sådan noget...”

Vekslende menighedsråd var gennem årene overordentlig forstående over for mine behov, - jeg tror for resten også, at menigheden syntes, det var spændende at have en organist, som stak hovedet frem i forskellige sammenhænge. Selv gjorde jeg til gengæld, hvad jeg kunne, for at sidde på orgelbænken søndag formiddag. Talrige er de gange, hvor jeg tog sovevognen fra Jylland til København for at kunne være i Dyssen søndag morgen, eller fløj hjem fra konferencer i udlandet en dag før afslutningen for at passe min kirke.

Dyssekoncerterne
Da jeg kom til Hellerup, havde koncertvirksomheden i kirken været noget spredt og tilfældig. Der var imidlertid stor interesse for at gøre noget ved den side af sagen, så med den fornødne økonomiske støtte fra menighedsrådet gik jeg i gang. Efter relativt få år var vi oppe på at have omkring en halv snes koncerter eller koncertlignende arrangementer om året, hvilket svarede nogenlunde til behovet. Jeg disponerede virksomheden på den måde, at de fleste af de bevilgede midler anvendtes på to store koncerter med solister, kor og orkester. Heraf lå den ene i december måned, mens den anden fandt sted omkring påsketid. Mange Messias’er, juleoratorier, jule- og påskekantater samt anden god musik blev opført ved disse lejligheder. Koncertforeningens Kor var huskor, mens orkestret sammensattes af professionelle musikere fra Radiosymfoniorkestret og håndplukkede amatører med barndomsvennerne Frank Borchorst og Hans Gammeltoft-Hansen blandt de mere eller mindre faste medlemmer. På den måde strakte pengene ganske langt. Vi havde et hyggeligt og meget givende samarbejde mellem amatører og professionelle, ligesom koncerterne i reglen var vellykkede. Hvad der var til rest at bevillingen, kunne herefter anvendes på solo orgelkoncerter, a cappella aftener med kor eller andre mindre ressourcekrævende arrangementer.

Et særligt initiativ var mini orgelkoncerterne, som fandt sted nogle gange om året umiddelbart efter højmessens afslutning. Disse koncerter af 15-20 minutters varighed indledtes med, at jeg gennemgik de værker, som jeg bagefter spillede. En kerneskare af tilhørere deltog trofast i mini orgelkoncerterne. Tilbuddet henvendte sig naturligvis først og fremmest til højmessegæsterne, men det hændte ikke så sjældent, at også andre fandt vej klokken ca. kvarter i tolv om søndagen.

Fladkirkeligheden
Fra og med 70’erne blev kravet om folkelighed og forståelighed i folkekirken rejst af stedse flere kirkeligt interesserede grupper, heriblandt en del lavkirkelige præster. I følge deres opfattelse havde folkekirken sat sig op på en piedestal uden kontakt med de såkaldt almindelige mennesker, som af samme grund havde mistet interessen for at gå i kirke. Og når de så endelig kom der, blev de præsenteret for uforståelige salmer og kedelige, ukendte laubianske melodier. Måske overså kritikerne, at nogle af de væsentligste årsager til miseren findes i, at moderne forældre ikke har tid eller lyst til at synge med deres børn i hjemmet, og at den traditionelle forbindelse mellem kirke og skole med politikernes hjælp er gået fløjten. Selv om vi optimistisk gik ud fra, at gennemsnits folkeskolelæreren af i dag virkelig havde kendskab, ja måske endog kærlighed til den danske sang- og salmeskat, ville de færreste undervisere give sig i kast med at lære børnene vore salmer at kende. De ville i en sådan pædagogisk situation have alle odds imod sig, eftersom eleverne klart foretrækker engelsksprogede rytmiske sange af deres aktuelle yndlingsgruppe eller band. Hvilken moderne, demokratisk sindet pædagog ville turde sætte sig op imod et sådant folkekrav? Resultatet af denne linie ses allerede: den onde cirkel har længe været i gang, vi har en forældregeneration uden fodfæste i dansk sang- og salmekultur, og ikke-kirkegængerens forråd af salmer, trykt i Den Danske Salmebog, indskrænker sig stort set til Weyse og Ingemanns morgen- og aftensange samt Glade jul.

Vi var mange, som syntes, at der burde gøres noget ved denne situation, men vi var mildt sagt uenige om metoden. De lavkirkelige, - eller måske var fladkirkelige igen et rigtigere udtryk, - havde deres egen løsningsmodel, som bestod i at komme folket i møde med nye, forbrugervenlige salmer og kirkeviser med simple, floskelagtige melodier i tidens stil og tekster uden væmmelige højtidelige udtryk eller for det moderne menneske ligefrem uforståelige ord eller sætninger. Forståelseskravet blev også gjort gældende over for liturgien, ligesom præsten skulle smide præstekjolen og gå ned fra prædikestolen for at være sammen med folket. Næste skridt ville formodentlig blive, at samme præst hilste menigheden med et “Hej med jer!” i stedet for “Herren være med eder”. Så galt gik det nu heldigvis ikke, men det var slemt nok alligevel. En ny type præster var de såkaldte aktivitetspræster, som dyngede den ene aktivitet i sognets regi oven på den anden uden smålig skelen til kvaliteten. At det væsentligste element i kirkens virke, gudstjenesterne og i særdeleshed højmessen, forsvandt i disse ugens tilbud på linie med supermarkedernes reklameaviser, betød mindre, det gjaldt blot om at få folk inden for dørene, kvaliteten og indholdet af det, der blev tilbudt, kom i anden række. Eller endnu værre: visse af de fladkirkelige fandt, at højmessen i sin nuværende, traditionsbaserede form havde udspillet sin rolle som relevant mødested for menigheden.

Når folk en enkelt gang kom i kirke i forbindelse med en barnedåb eller et bryllup, opførte de sig som hjemme i dagligstuen. Mindreårige børn fra følget bevægede sig uhæmmet rundt i kirkerummet under gudstjenesten, idet de ind imellem forsøgte at tiltrække sig opmærksomheden ved fagter og lyde, stod på kirkebænkene, kravlede ind under alterskranken eller løb ned ad midtergangen. Forældrene så smilende til. Forsøgte en far eller mor en sjælden gang at få kontrol over sit barn, stak ungen som regel i et øresønderrivende vræl. Og hvis en præst bad de pårørende om at gå udenfor med barnet for at udvise hensyn over for de øvrige kirkegængere eller endog selve gudstjenesten, var svaret en klage til biskoppen eller et læserbrev i lokalavisen, af og til med argumentationen, at når Jesus selv havde sagt: “Lad de små børn komme til mig”, så skulle præsterne ikke jage dem ud af kirken med krav om, at de skulle forholde sig i ro under højmessen. Og i øvrigt var det ikke så mærkeligt, at så få gik i kirke, for når man endelig kom der, kendte man ikke salmemelodierne, eller også lå de for højt.

Egoland
Begrebet egoland holdt sit indtog i 90’ernes Danmark, og heller ikke kirken gik ram fobi: min ret til at få alting på mine betingelser. Bryllupper og begravelser blev i stigende grad af kunderne betragtet som deres eget, personlige show, mens præst og kirkebetjening indgik som henholdsvis sprechstallmeister og statister. Det forventedes næsten, at organisten spillede på sav og kordegnen stod på hænder for at tilfredsstille det publikum, som forlangte personlig valuta for kirkeskatten. At den ofte minutiøst iscenesatte brudevielse foregik i en kirke, afficerede ikke deltagerne: kirken var udelukkende valgt, fordi den var en mere romantisk ramme for den hvide bruds indtog end en uhøjtidelig sal på et rådhus.

Sælsomme ønsker i forbindelse med begravelser er ikke noget nyt, og ofte er de blevet fremsat med den begrundelse, at det eller det stykke havde afdøde holdt så meget af. Det var nu ikke denne årsag, som blev gjort gældende, dengang en enke i Domkirken bad om at få sunget En engel har rørt ved din pande. Baggrunden herfor var ganske enkelt, at hendes mand var blevet slået ihjel under et værtshusslagsmål, hvor han havde fået en ølflaske i hovedet. Nu kom andre sange på banen, hvor den kirkelige relevans var vanskelig at få øje på. Kim Larsens Om lidt er vi borte optrådte hyppigt på ønskesedlen, eller Amazing Grace. Alt for få præster forsøgte at sætte en stopper for dette uvæsen i vore kirker, og Sorte Per havnede på forunderlig vis ofte hos organisterne. Hertil kom kravet om underholdning lige som hjemme ved skærmen i dagligstuen. Der blev snakket hyggeligt under præludium og indgangsbøn, ved dåbshandlinger og konfirmationer sprang forældre og onkler rundt med videokameraer for at få de bedste vinkler til hjemmebiografen, og blitzene lynede i novemberaftenen og spolerede aldeles stemningen, når små skolebørn med stearinlys gik i procession gennem den mørklagte kirke for at synge advent ind.

Dyssen og udviklingen
I Dyssen slap vi heller ikke helt for de nye tider. Den ene præst havde ganske vist mod nok til at sige fra, men hos den anden blev - som i øvrigt de fleste steder i landet - nye, omstændelige og dårligere gudstjenesteritualer indført på biskoppernes anbefaling. Ak ja. Vi fik indkøbt det nye salmebogstillæg for at prøve det af ved gudstjenesterne, hvilket jeg fandt i sin orden. Men det betød også indførelse af salmer fra den fladpandede afdeling: Sov, du lille, sov nu godt, du er døbt, dit hår er vådt... eller Jeg har få’t hænder at klappe med (klap-klap-klap), fødder at trampe med (tramp-tramp-tramp), stemme at synge med, tra la la, en glad sang til Gud. Ved høstgudstjenesten takkede vi for blommer, bønner og salat,/ for som’rens leg og lyst,/ for grøn agurk og rød tomat,/ for hele Danmarks høst. Også de kirkefremmede fik deres: efter nadverritualets indstiftelsesord et ekstra “Værsgo” fra præsten, eller et “Fred være med jer - og Til lykke “ efter dåbshandlingens faddertiltale. Ved koncertlignende seancer fik vi besøg af amerikanske unge mennesker, som med mikrofon i hånd sang vamle melodier med tekster som I love you, Jesus, med rigtige mennesketårer i øjnene og projektørspot og AV-udstyr og det hele. At dømme efter publikumstilstrømningen var det, hvad der skulle til for at få folk i kirke. Ikke en gang Händels Messias til jul kunne stikke den. Men i det store og hele var min hyggelige nye sognepræstekollega og jeg heldigvis enige om at holde højmessestien ren og den musikalske fane højt søndag formiddag og forvise vederstyggelighederne til andre tidspunkter, ligesom jeg fremdeles havde mit dejlige kor og orgel og det egenhændige ansvar for melodivalget ved gudstjenesterne, - en situation, som en del organistkolleger nok ville misunde mig.

Det lykkedes også præsterne og mig i fællesskab at komme det meste af video uvæsenet til livs, - et hundrede procent kunne man desværre ikke gardere sig imod, at pårørende sprang op og knaldede blitzen af i synet på præst og menighed, eller at vore præstationer på pulpituret med foragt for ophavsretten blev optaget til senere afspilning i de små hjem. Ved orglet låste vi en overgang døren ved tjenestens begyndelse, efter at vi havde været ude for, at en kameramand under en konfirmationsgudstjeneste med den største selvfølgelighed masede ind og begyndte at pakke sin video kuffert ud, stille stativet op og skramle med det tekniske tilbehør, alt imens vi andre forsøgte at koncentrere os om udførelsen af vort arbejde.

Hvor den igangværende glidebane vil ende, er ikke godt at vide, men til den tid er jeg formodentlig for længst steget ned fra orgelbænken. Man kan naturligvis forestille sig det værste, men man har jo også lov at være optimistisk og håbe på, at kvalitetsbevidste kirkefolk får vendt udviklingen, eller at interessen for de gamle ritualer, som er en del af vor tradition gennem mange hundrede år, atter vender tilbage. Hvorfor skal alting altid være så forståeligt?