I Løvens hule
Uddrag af Steen Lindholms erindringer "Melodien der blev ved", udgivet på Forlaget Bostrup ©


Sangskolen
Mit første besøg på skolen i Fredericiagade 39, som også gik under navnet Hindegade skole, fordi der var en alternativ indgang i Hindegade 4, var ikke opmuntrende. Når man var vant til Skolen ved Sundets centralvarme, gulvbelægning i venlige farver, og store, lyse vinduer med udsigt til grønne områder, var det noget af et kulturchok at gå ind ad den store, tunge, grønmalede dør i Fredericiagade for ad snævre, fernislakerede trætrapper at nå frem til det lokale, hvor det orienterende møde blev holdt. Vægbeklædningen på trappegangene var blålige badeværelsesfliser, som ikke på nogen måde bidrog til at sprede hygge, og i klasselokalerne var der kakkelovne med store, firkantede kulkasser. Lofterne over kakkelovnene var sodsværtede, belysningen forekom lummer, og elevpultene med faste borde og bænke bar præg af skiftende slægters brug i form af indgraverede navne og andre inskriptioner af mere eller mindre lødig art.
Sangskolens leder og stifter, dirigenten, kirkemusikeren og musikmagisteren, Mogens Wöldike, fortalte om arbejdet på skolen og i Københavns Drengekor, og pagten besegledes: Jeg var klar til at begynde som elev i Københavns Kommunes Sangskole i august 1951 som elev i 3. syd, dog først efter at mine stemmebånd var blevet underkastet en inspektion af korets halslæge, dr. Olrik, og efter at have dokumenteret, at mit standpunkt i de almindelige skolefag, herunder især dansk og regning, var tilfredsstillende. Det store antal sangtimer i det ugentlige skema betød, at der skulle arbejdes hurtigere i de øvrige fag, for pensumkravene var nøjagtig de samme som på andre skoler. En af de indlysende fordele ved at gå på Sangskolen var således, at man oven i en ganske normal skoleuddannelse fik en musikhåndværksmæssig skoling, som man senere enten kunne bygge videre på professionelt eller i sin fritid.

Skolegården
Den asfalterede skolegård var ikke særlig stor. Den var omgivet af høje, grimme, grå mure, så man hverken kunne kigge ind eller ud. Et skilt over indgangsdøren med påskriften "Her lades alt håb ude" havde ingenlunde været upassende. Ved siden af indgangen mod Fredericiagade var der en stor, tung port, som kun sjældent blev åbnet, f.eks. når biler af en eller anden grund skulle ind i skolegården. Efter porten fulgte lokummerne, som lå på en lang række. Det var små, ildelugtende aflukker med hver sin dør ud mod gården. Dørene, som kunne haspes indefra, var forsynet med jalousi-åbninger på tværs for at give mulighed for luftfornyelse, men denne foranstaltning syntes hovedsagelig at virke på den måde, at når nogen overtrådte rygeforbuddet og tændte sig en smøg på toilettet, sivede røgen ud igennem jalousien og afslørede synderen. Gårdvagten kom naturligvis straks farende og forlangte for øjnene af det medlevende publikum døren åbnet, og dér stod den stakkels dreng i røg og damp, og det hjalp ikke, at han havde nået at kaste cigaretskoddet i kummen. Selv fandt jeg toiletterne aldeles uhumske. At kigge derind var mere end nok for mig, og jeg erindrer ikke, at jeg en eneste gang i hele min skoletid benyttede dem.

En enkelt tildragelse står stadig klart i min erindring: en af mine klassekammerater hed Knud. Han var en lang, opløben dreng med en stor næse og polypper, og derfor kaldte vi ham Nud. Nud var fremmelig af sin alder og havde også en dag tændt sig en cigaret på toilettet. På det tidspunkt havde vi i stedet for skoleinspektøren fået en rektor, som fra sit kontorvindue på første sal havde et udmærket overblik over hele toiletkomplekset og derfor ikke kunne undgå at bemærke, at røgen på sædvanlig vis steg op. Rektor Rossing smed alt, hvad han havde i hænderne, og kom nærmest i løb ned til den pågældende toiletdør. Nud måtte lukke op, og rektor hev ham ud ved håret. "Hvorfor røg du på toilettet?" brølede Rossing. Nud så op på ham med store, uforstående øjne og halvåben mund. Så tænkte han sig lidt om og svarede: "Fordi jeg var smøgforlegen". Denne episode kostede Nud adskillige dages ferie fra skolearbejdet. Efter en yderligere overhaling på rektorkontoret blev han sendt hjem og forment adgang til skolen, indtil rektor havde haft en samtale med forældrene...

Mogens Wöldike
Mogens Wöldike var den enevældige konge i Sangskolens rige, og han gav sine ordrer og forventede, at de blev fulgt, og alle, såvel lærere som elever, havde respekt for ham eller var endog bange for ham. Vi vidste og blev ofte mindet om, at han var en meget berømt person. Drengene var hans instrument, som han mesterligt spillede på, men jeg fik aldrig i drengeårene noget personligt forhold til denne ophøjede, fjerne person, som ikke havde noget umiddelbart behov for at stige ned til os. Hans musikalske autoritet var dog ikke til at tage fejl af, og hans intellekt og strategiske evner var forudsætningen for Drengekorets eksistens og fornemme niveau. Man kan ikke andet end beundre hele ideen og strukturen i Københavns Drengekor, forbilledligt tænkt - og ved hjælp af en fremragende medarbejderstab på det musikalske område tillige forbilledligt gennemført. 
Wöldike, Wølle eller Løven, som vi også kaldte ham, var en lille, slank mand med tyndt, blågråt hår, som vi mistænkte ham for at lade tone. Han var aristokratisk af væsen og altid meget elegant, næsten lapset klædt, og han kørte i en lille sportspræget Opel cabriolet. Som dirigent var han meget adræt og elegant i sine bevægelser. Den lille mand formelig dansede på podiet med alle ordenerne på kjolereversen. Mogens Vipperøv var hans mindre pæne tilnavn blandt Radiosymfoniorkestrets musikere. Han talte med en tynd, svag stemme, men han behøvede heller ikke at råbe, og skulle der endelig tales højt, var der andre til at tage sig af den side af sagen...